• hesteisne1
  • Træning
  • Fold
  • Træning
  • Ungheste

Rödull fra Hindbjerghus

Raudull bliver 7, han er efter Dár frá Kjartansstödum og Vala fra Lynghøj. Han har været i gang over vinteren og tegner til at blive en god konkurrencehest. Han får pause nu, og vi glæder os til at starte ham op igen midt i marts :)

 

Uddannet ved Hólar

Jeg var på Island i 1995-1997, hvor jeg det sidste år gik på Hólarskoli, beriderskolen i det nordlige Island. Hólar var en fantastisk oplevelse både socialt og i forhold til den lærdom, vi fik om heste.
Jeg vandt en broncemedalje, som én af de 4 elever, som udmærkede sig. I den afsluttende konkurrence, vandt jeg sølv.

Min lærermester i hestefagene var Benni Lindal. Han var nytænkende i sin tilgang til hestene, og var en af de første, der tog fra Island til USA, for at få indsigt i horsemansship-tankegangen, ved Pat Parelli. Benni bruger filosofien på sin egen måde til at tæmme og træne islandske heste, som man kan se i de to træningsvideoer, han har lavet: "Frumtamning" og "Thjálfun". Han lægger vægt på at træne alsidigt, fra jorden, i sadlen og på at være nyskabende i brugen af omgivelserne. bennisharmony.com
Det er særligt det grundlæggende samspil med hesten, jeg husker fra den intensive undervisning på skolen, vi lærte om at aflæse, hvornår hesten havde forstået signalet, om timing og belønning. I sin undervisning, lagde han bla. vægt på, at vi skulle forsøge, at tænke ligesom hesten, og "bida eftir hestinn" -vente på hesten.


Billedet er lånt fra bennisharmony.com

Jeg var i praktik hos den legendariske Freyja Hilmarsdottir på Vótmúla ved Selfoss, hvor jeg tog min tilridningsprøve.

Freyja Hilmarsdóttir på Styrkur frá Vótmúla.

Vótmula er kendt for sine elegante heste med super udstråling og gang. Og Freyja er en af Islands sejeste hestekvinder, når det gælder ridning og alv. Det var en spændende tid, at have det fulde ansvar for fem 4-års heste, både hvad der gjaldt skoning, huld, longering, mønstring, håndhesteridning og ridning, og gå til prøve i det efter 3 måneder.

Inden Hólar havde jeg en god tid hos familien på den berømte hestegård Flugumyrí i et halvt år. Her forsøgte jeg at lære islandsk inden skolen, og tilred mange af gårdens heste med Ingimar Jonsson. 

 

Fra Bastruplund til Hindbjerghus

I maj 2012 flyttede familien ind på skønne Hindbjerghus. Vi var heldige, hurtigt at få solgt vores landsted Bastruplund ved Gjern, og Hindbjerghus var lige blevet frit. Vi er meget glade for at bo her, og vilde med stedet og naturen.
Malenes ungheste er selvfølgelig sluppet løs i de vilde bakker og ridehestene installeret på folde og i den fine stald.
Bastruplund var et godt sted for hestehold, men da gården blev solgt, fik vi denne oplagte mulighed for at dele hestefællesskabet i det daglige med Anne og Pernille, som bor tæt ved. Hindbjerghus bliver nu samlingsstedet for familiens avl og træning.